Syddanske Medier: slideshow photograph 1
Syddanske Medier: slideshow photograph 2
Syddanske Medier: slideshow photograph 3
Syddanske Medier: slideshow photograph 4
Syddanske Medier: slideshow photograph 5

Seneste nyt fra Syddanske Medier

Eks-minister bliver formand for Syddanske Medier

Den tidligere videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen bliver ny bestyrelsesformand for Syddanske Medier. 48-årige Charlotte Sahl Madsen, som er direktør for Kunsthal Sønderborg, er blevet udpeget af Berlingske Media til bestyrelsesformand for Syddanske Medier, der blandt andet ejer JydskeVestkysten under sig.

Hun vil blive valgt på generalforsamlingen den 15. maj og afløser advokat Arne Paabøl Andersen.

- Syddanske Medier er hele regionens meget stærke nyhedsformidler både på papir med JydskeVestkysten på webben, på mobil og igennem Radio Skala. Det er et fantastisk godt udgangspunkt med kontakt til tusinder af mennesker i vores regionale område, siger Charlotte Sahl Madsen.

Hun vil med den øvrige bestyrelse sikre, at medievirksomheden står stærkt i lokalområdet i fremtiden, lyder det.

- Vi ved alle, at mediebranchen på mange måder er udfordret af ændrede adfærdsmønstre hos os forbrugere, nye teknologier og nye behov hos annoncørerne. Fremtiden for et regionalt mediehus som Syddanske Medier handler om at udbygge den lokale forankring og loyalitet samt levere unikke tilbud til kunderne. Og så håber jeg at kunne bygge videre på et godt samarbejde mellem de to ejere bag Syddanske Medier.

Ejerne bag Syddanske Medier er Den sydvestjydske Venstrepresse og Berlingske Media, der hver ejer 50 procent, og formandsposten overtages i henhold til vedtægterne af Berlingske Media for første gang siden fusionen i 1991, hvor Vestkysten og Jydske Tidende blev til det nuværende JydskeVestkysten.

Charlotte Sahl-Madsen har tidligere været formand og direktør for Danfoss Universe og først udviklingschef i LEGO og senere direktør for LEGO VisionLab. Hun har blandt andet været Dansk Indistris repræsentant for Region Syddanmark i Vækstforum, medlem af bestyrelsen for Dansk Arkitektur Center, formand for Den Jyske Opera og medlem af en række forskellige bestyrelser.

I februar 2010 blev hun videnskabsminister i VK-regeringen, men måtte forlade posten ved regeringsskiftet i oktober 2011.

I december sidste år, blev hun udnævnt til direktør for det ambitiøse projekt Kunsthal Sønderborg, som forventes at komme til koste omkring 300 millioner kroner at opføre på Sønderborgs nye havnefront.

Hvordan skal fremtidens lokale mediehus se ud?

Syddanske Medier inviterer læsere, lyttere og andre interesserede til at komme med deres bud på, hvordan vores fremtid skal se ud. Vi har selv en masse ideer, men vi vil meget gerne høre, hvad andre ser som fremtiden for os. Alle har mulighed for at byde ind, før vi går i gang med at skabe en ny strategi for de næste tre år.

Derfor holder vi en række strategimøder rundt i vores lokalområder, hvor vi bl.a. gerne vil diskutere, hvad god lokaljournalistik er for dig som læser? Hvor og hvordan vil du informeres – er det i JydskeVestkysten, på jv.dk, i skala.fm, på din mobil, på din iPad – eller på helt andre måder?

Det og meget mere vil vi gerne diskutere på en række strategimøder. Kom og fortæl os, hvad vi skal gøre. Du kan se, hvor og hvornår vi åbner dørene. Deltagelse er gratis og tilmelding sker på e-mail til strategi@jv.dk eller på telefonnummer: 79 12 45 00.

På gensyn og på forhånd tak for dine ideer

Peter Orry
Adm. direktør og ansvarhavende chefredaktør

Strategimøder:

  • Sønderborg 21. marts Hotel Comwell, Rosengade 2, Sønderborg
  • Haderslev 26. marts Sønderjysk Landboforening, Billundvej 3, Vojens
  • Tønder 27. marts Løgumkloster Forsamlingshus, Vænget 28, Løgumkloster
  • Varde 28. marts Turisthotellet i Oksbøl, Torvegade 1, Oksbøl
  • Kolding 29. marts JydskeVestkysten/skala.fm, Dalbygade 40 J, Kolding
  • Esbjerg 12. april Musikhuset Esbjerg, Havnegade 18, Esbjerg
  • Aabenraa 16. april Sønderjyllandshallen, H.P. Hanssensgade 7, Aabenraa
  • Grindsted 24. april Ungdomsgården, Østergade 16, Grindsted
  • Vejen 26. april Danhostel Vejen, Jacob Gades Alle 1, Vejen.

Møderne varer fra klokken 19.00 – 21.00.

Har du ikke mulighed for at deltage på møderne, er du velkommen til at maile dine ideer til os på strategi@jv.dk eller sende dem til:

JydskeVestkysten,
Postboks 555
Banegårdspladsen 1,
6700 Esbjerg,
Mrk.: Strategi

Livsvigtig håndsrækning

Syddanske Medier har valgt at støtte Reklame for Alvor med to helsides annoncer i JydskeVestkysten og med 200.000 visninger på jv.dk. Reklame for Alvor har til formål at fremme samfundsengagerede formål, og i år har man valgt at støtte Livslinien, der er en gratis telefonrådgivning for selvmordstruede.

Kampagnen er bygget op omkring tre stærke selvmordsbreve. Skrevet af mænd, som gjorde alvor af truslen. De sætter fingeren lige dér, hvor det gør allermest ondt. Det er svært ikke at blive berørt, når man læser deres sidste ord.

Det er helt bevidst, at der bliver brugt breve skrevet af mænd. Af 587 registrerede selvmord i 2010 var 424 af dem mænd, der i modsætning til kvinder går hele vejen, når først de har besluttet sig. Især modne mænd over 50 år er i farezonen, da de tit ikke når at få hjælp i tide.

Selvmord er ofte forbundet med tabu. Derfor er der brug for en livsvigtig håndsrækning i form af annonceplads, så kampagnen kan komme ud med sit budskab. Forhåbentlig kommer kampagnen til at gøre en forskel for ham eller hende, der ikke længere kan se en mening med det hele. Det tror og håber vi på, og derfor stiller vi gerne annonceplads til rådighed for en god sag.

Nu er det slut med gratis aviser

JydskeVestkysten stopper gratisaviser, der har skabt irritation hos de trofaste abonnenter.

»Vi har i mange år betalt fuld pris for avisen. Hvorfor kan min nabo så få rabat den ene gang efter den anden og nogle gange endda få avisen gratis?« Sådan har det lydt mange gange, når trofaste abonnenter har ringet til JydskeVestkystens chefredaktør og administrerende direktør, Peter Orry. Og kommentarerne er hørt. Fra 1. januar kan man nemlig ikke længere prøve avisen gratis i en måned, som det hidtil har været tilfældet.

Dyrt at give rabat
Der er to grunde til, at vi laver det om. Den vigtigste er at tilgodese de trofaste abonnenter. De skal føle, at vi værdsætter dem, og at vi er glade for den loyalitet, de viser, siger Peter Orry.

Men der er også økonomi bag beslutningen. Gennem mange år har det været en fast rutine, at dagbladene i Danmark har tilbudt prøveabonnementer gratis eller med meget store rabatter. Problemet er blot, at det er meget dyrt at trykke og distribuere de mange gratis aviser. – Vi er selvfølgelig som alle mulige andre virksomheder nødt til at have introduktionstilbud for at få nye kunder, men vi vil ikke længere tilbyde at prøve vores produkt helt gratis. Vores oplag bliver naturligvis lidt mindre, når vi dropper de gratis aviser, men vi får faktisk en bedre økonomi ud af det, siger Peter Orry.

Han har det af to grunde rigtig godt med beslutningen. – Det er et godt signal at sende til fremtidens kunder, at vores avis er et kvalitetsprodukt, som faktisk koster penge. Og det er et godt signal at sende til vores trofaste abonnenter, at naboen ikke kan få den vare gratis, som de selv betaler for. Vi vil i det hele taget anstrenge os ekstra for at gøre mere for vores faste kunder, siger Peter Orry. – Vi har allerede sikret, at de abonnenter, der ønsker avisen leveret ved brevsprækken og ikke i den postkasse, som er blevet et krav fra årsskiftet, kan få det. Det tilbud har 25.000 kunder foreløbig taget imod. Det er fantastisk. – Og inden for kort tid vil vi løfte sløret for yderligere tiltag, som tilgodeser vores gode, solide og faste abonnenter, siger chefredaktøren.

Ny salgsdirektør i Syddanske Medier

Samfundsøkonomien kører ikke i højeste gear her ved indgangen til 2012, men det gør Henrik Damgaard-Hansen, der tiltræder som salgsdirektør i Syddanske Medier den 1. januar 2012.

Henrik Damgaard-Hansen har med sine 34 år gjort lynkarriere. Med sin cand.merc. i bagagen drog han i 2003 ud i Europa – i første omgang til Bratislava – for at arbejde i en projektstilling med økonomisk og strategisk analyse for European Rating Agency i månederne op til forhandlingerne om Slovakiets optagelse i EU. Herfra gik turen tilbage til Danmark til en stilling som direktionsassistent hos Hjem-Is i Esbjerg, og i 2006 kunne han sætte sig i direktørstolen i Hjem-Is Finland.  I løbet af de næste tre år arbejdede han sig videre op til administrerende direktør for Hjem-Is i hele Norden med ansvar for 500 isbiler og en omsætning på 100 millioner euro.

Den kommende salgsdirektør pointerer, at han i Syddanske Medier vil holde fokus på såvel papiravisen som de digitale medier. Listen over fremtidens digitale medieplatforme udvikler sig hele tiden, og Henrik Damgaard-Hansen ser frem til at være med til at finde Syddanske Mediers plads i det marked og gøre virksomheden til et flagskib på de forskellige platforme.

Henrik Damgaard-Hansen har et godt kendskab til Syddanske Mediers udgivelsesområde. Han er nemlig opvokset i Vejen, har arbejdet i Esbjerg og bor på en gård i Sdr. Stenderup ved Kolding med sin hustru Christina, sønnen Jacob på to år og hunden Lappi.

Morgenministeriet på skala.fm støtter brysterne

Oktober er blevet lyserød. Kræftens Bekæmpelse har valgt netop den måned til at have et årligt fokus på kampen mod brystkræft. Morgenministeriet på skala.fm går med i kampagnen Støt Brysterne.

Kampagnen Støt Brysterne er livlig og positiv i sit budskab, der ellers er blevet til på baggrund af en alvorlig kendsgerning, nemlig at brystkræft rammer én ud af ni danske kvinder. Dermed er det den hyppigste kræftsygdom hos kvinder i Danmark. Det er baggrunden for, at Morgenministeriet på skala.fm er gjort helt lyserød fra den 30. september til den 7. oktober 2011.

-    Vi vil gerne sætte fokus på en sygdom, der berører rigtig mange af vores lytteres liv. Og samtidig være med til at samle forhåbentligt rigtig mange penge ind til Kræftens Bekæmpelses vigtige arbejde for bekæmpelse af brystkræft, siger Bente Demont, der er marketingchef i Syddanske Medier.

Morgenministeriet kører ad to forskellige spor for at støtte brysterne. I det ene spor har morgenværterne sat deres egen arbejdskraft i spil i en time for den lytter, der vinder lodtrækningen ved ugens udgang. Man deltager ved at indsende en sms med arbejdsønsket. Det koster 50 kr. at indsende sms’en, og pengene går direkte til Kræftens Bekæmpelse.

I det andet spor får lytterne mulighed for at dele deres sjove, geniale, indbringende eller rørende idéer til, hvordan man kan lave sin egen indsamling til fordel for Støt Brysterne. De bedste forslag præmieres med en specialdesignet T-shirt fra Designskolen Kolding til Støt Brysternes kampagne.

Syddanske Medier samler kræfter til udvikling

Medieforbruget flytter sig fra print til digitale områder, og det vil Syddanske Medier imødekomme ved en udviklingsmanøvre, der blandt andet kommer til at koste 19 stillinger.

-    Vi reducerer omkostningerne, men vi gør det på en måde, så vi får kræfter til at være offensive og investere i udvikling. Det er især på de digitale markeder, hvor en stor del af fremtidens omsætning kommer til at ligge, at vi har det behov, men det gælder bestemt også om at kunne fremtidssikre den gode gamle papiravis, siger Peter Orry, administrerende direktør i Syddanske Medier.

Alt i alt finder Syddanske Medier 25 millioner kroner ved udviklingsmanøvren, der i årene fremover skal sikre, at virksomheden har luft til at investere mere digitalt og skabe forretningsområder på de digitale platforme.

Ti af stillingerne er ikke besatte, så i praksis betyder det, at mediehuset skal sige farvel til ni medarbejdere. Den største forandring bliver, at redigeringen på de ni lokalredaktioner samles på hovedredaktionen, hvilket giver de fleste af de stillinger, der skal bruges.

Skala.fm skabte fest på Torvet i Esbjerg

Flere end 18.000 musikglade publikummer festede med på Torvet i Esbjerg, da skala.fm bød på gratis koncerter ved skala.fm Music 4 Free den 13. og 19. august 2011. Med tretten veloplagte kunstnere fordelt over de to dage var festen sparket godt i gang, og det begejstrede publikum sørgede for at bringe aftenerne op i superligaen af sommeraktiviteter.

Event manager på skala.fm, Allan Tang, er glad for den opbakning, skala.fm Music 4 Free har fået af alle involverede, og han peger på, at ikke kun publikum fik en oplevelse med hjem.

-  Flere kunstnere gav udtryk for, at det var superfedt at spille for os i Esbjerg, og det er kun dejligt, at vi på den måde får gjort skala.fm til en attraktiv radio for både lyttere og kunstnere, siger han.

Allan Tang har mange års erfaring med at sammensætte musikprogrammer, og med mange nye navne på plakaten er han spændt på, om et eller flere af dem etablerer sig så godt, at vi får dem at se og høre igen i 2012 – for eksempel Theis, Rasmus Thude eller Jasmin.

-  På skala.fm glæder vi os under alle omstændigheder til at sammensætte et godt program for næste års koncerter, siger han.

Se billeder fra lørdag den 13. august
Se billeder fra fredag den 19. august

JydskeVestkysten har et særligt tilbud til læserne i weekenden

Tre nye og skarptskårne sektioner i JydskeVestkysten giver læserne et helt særligt tilbud. JydskeVestkysten forlænger weekenden med en dag, så læserne nu kan glæde sig til weekendlæsestof allerede fredag morgen. Avisen bliver samlet i færre, men tykkere sektioner disse dage, end læserne har været vant til.

De nye sektioner hedder Fredagsfri, Lørdagsliv og Magasinet søndag.

Fredagsfri giver læserne tidlige weekendfornemmelser med anbefalinger og tips til aktiviteter i den kommende weekend – herunder test og anmeldelser af blandt andet vin, mad og underholdning.

Lørdagsliv er livsstilsektionen med nært og vedkommende stof. Her finder læserne både klummer, brevkasse, kendte og temaer som mode, samliv, børn og penge.

Magasinet søndag er det seriøse, men også underholdende tillæg om søndagen. Magasinet samler op på ugen, der gik, og kigger frem mod ugen, der kommer med baggrund, interview og portrætter af aktuelle personligheder. Læserne skal naturligvis heller ikke snydes for boligstoffet, der er samlet sidst i Magasinet søndag.

Syddanske Medier overgår sig selv på net og mobil

Selv om sommeren har været våd og utilregnelig for de fleste, så har der været anderledes glæde og begejstring over sommermånederne hos Syddanske Mediers onlineafdeling. Per Gylling, online- og udviklingschef, er ganske enkelt begejstret for den udvikling, som de elektroniske medier har gennemgået de seneste måneder.

De sidste tre måneder har været særdeles opløftende. Primært jv.dk og vores mobilsite, mobil.jv.dk har udviklet sig meget tilfredsstillende, siger han. Juli måned blev en rekordmåned for jv.dk med over 17 millioner sidevisninger – og det endda i en feriemåned. Til sammenligning havde sitet i samme måned sidste år ”kun” 12 millioner sidevisninger.

Mobilsitet (mobil.jv.dk) har gennemgået et par forbedringer, og det har brugerne kvitteret for. Med over 800.000 sidevisninger fra ca. 46.000 mobile enheder i juli er Syddanske Mediers mobilsite blandt Danmarks 15 største. Og sitet er godt på vej mod top 10. Der er tale om mere end en tidobling af antal sidevisninger i forhold til samme tidspunkt sidste år. Og ikke nok med, at brugerne flokkes om Syddanske Mediers elektroniske tilbud. De er også trofaste og bruger meget tid på vores sites. I juli måned har 28 pct. af brugerne på jv.dk nemlig besøgt jv.dk flere end 200 gange.

- Det er helt ekstraordinært, forklarer Per Gylling. Men onlinechefen hviler ikke på laurbærrene. Nye lanceringer som eksempelvis aos.dk og en loyalitetsshop for abonnenter vil skubbe yderligere til væksten, mener han.

Ud over at servicere brugere i Syd- og Sønderjylland med aktuelle nyheder, så udvider vi løbende paletten af services og funktioner på vores elektroniske platforme, ligesom vi også vil lancere tema- og nichemagasiner på vores elektroniske sites, siger Per Gylling.